
Du er blevet kaldt til jobsamtale og endnu en forhindring på vej mod en ansættelseskontrakt er forceret. Her får du ti gode råd med på vejen, der kan hjælpe dig på vej mod det afgørende håndtryk.
1. Få indsigt i virksomheden
Hvis du vil have succes til jobsamtalen, gælder det om at lave et solidt forarbejde. Det gælder derfor om at sætte dig grundigt ind i den virksomhed, du skal til samtale hos. Det kan du bl.a. gøre ved at surfe rundt på virksomhedens egen hjemmeside Læs her: (element udløbet/deaktiveret)ELLER ved at læse virksomhedsprofilerne her på sitet.
Er du velforberedt, viser du, at du interesserer dig for virksomheden og har givet dig tid til at undersøge, om det er et sted for dig.
2. Forbered spørgsmål
Inden jobsamtalen er det en god idé at forberede et par spørgsmål, som du kan stille i løbet af samtalen. De kan blandt andet handle om faglig udvikling – får du mulighed for at komme på kurser? Får du tilknyttet en mentor? Det kan også handle om mere "bløde" ting, såsom hvordan frokostordningen fungerer, eller om der er nogle sociale arrangementer på arbejdspladsen. Det er også en god idé at medbringe en kopi af din ansøgning, dit CV, dit eksamensbevis, evt. anbefalinger og jobannoncen, hvis du har søgt opfordret.
3. Kom nervøsiteten i forkøbet
Det er meget naturligt at være nervøs før en jobsamtale, men husk, at din nervøsitet ikke er noget, der skiller dig negativt ud eller diskvalificerer dig i forhold til jobbet. Er du meget nervøs, kan du overveje at fortælle intervieweren det – det hjælper ofte på nervøsiteten.
Har du brug for flere råd til at komme din nervøsitet i forkøbet, kan du læse artiklen ”NERVØSITET ved jobsamtalen”. Det kan måske også hjælpe på din nervøsitet at træne interviewsituationen hjemmefra – f.eks. ved at forberede konkrete spørgsmål, du gerne vil stille og forberede dig på spørgsmål, som du tror, du selv kan blive stillet.
Her kan du bl.a. få hjælp i artiklen ”FORBERED dig til jobsamtalen”. Forsøg at få italesat dine egne styrker, svagheder og dine arbejdsmæssige ønsker og hold evt. "prøvesamtaler" med venner, studiekammerater eller familiemedlemmer.
4. Undgå kontaktbrølere
Undgå de klassiske kontaktbrølere, der skaber et kedeligt førstehåndsindtryk: Det slappe håndtryk, det vigende blik, det manglende smil, armene over kors eller fumlen ved håret.
Spørg evt. dine venner, om du har nogle irriterende eller dårlige vaner, eller optag en lille video af dig selv. Måske vil videooptagelserne vise, at du virker på en anden måde, end du troede.
Samtidig er det en god idé at være nogenlunde neutral i din opførsel i de første minutter, indtil du har "læst" situationen. Måske skal du være mere udadvendt, hvis intervieweren virker det – eller omvendt dæmpe din trang til vittigheder og hurtige bemærkninger, hvis der ikke blev grinet af din første kække bemærkning.
5. Fortæl, hvad du kan
Når du sidder til jobsamtalen, er det i høj grad op til dig at få formidlet dine kvalifikationer tydeligt. Du skal ikke tage for givet, at intervieweren er fuldstændig klar over, hvad en person med netop din uddannelse kan, for der findes mange studieordninger og kandidatgrader.
Fortæl hvad det er, du kan i forhold til jobbet: At din erfaring med at analysere Shakespeare-sonetter har givet dig et forståelsesværktøj, du kan bruge til virksomhedens computerprogrammer, eller at du har holdt foredrag om sonetterne, så du også sagtens kan holde foredrag om virksomhedens produkter.
6. Tal, men hverken for lidt eller for meget
En anden måde at vise begejstring på er ved at tale. Selvfølgelig skal du ikke tale så meget, at du afbryder eller forhindrer intervieweren i at få stillet sine spørgsmål.
Men du skal heller ikke tale så lidt, at du fremstår som et interviewoffer – med tryk på offer – der kun tør sige noget, når arbejdsgiveren spørger.
Det handler om at tale på dit eget initiativ ved at komme med konkrete svar, drage paralleller fra samtaleemnet til dine egne erfaringer og stille spørgsmål.
7. Vis interesse og vær positiv
En typisk jobsamtale starter med, at arbejdsgiveren f.eks. fortæller om virksomheden, dens arbejdsområde og udvikling. Det skaber en god stemning, hvis du virker interesseret og positiv over for det, du hører.
Undgå at afbryde hele tiden, men kom i stedet af og til med bemærkninger og uddybende spørgsmål. Nysgerrighed og interesse giver intervieweren et godt indtryk af dig.
8. Klæd dig, så du matcher stedet Match det sted, du skal til samtale hos.
Er det en konservativ finansvirksomhed, så undlad at komme med ring i næsen. Og er det et lille afslappet webbureau, så overvej om det mørke jakkesæt og en slipseknude, der sidder helt oppe ved strubehovedet nu også er den rigtige stil.
Vær tro mod dig selv. Tag ikke noget tøj på, som du føler dig utilpas i, og klæd dig ikke i noget, du aldrig ville gå i, hvis du fik jobbet.
9. Opfør dig som ansøger og gæst
Opfør dig som om, du er til prøve, ikke tager noget for givet og ikke udstråler, at du er mere attraktiv for virksomheden end omvendt.
Opfør dig som en gæst. Vis ydmyghed og hold dig lidt tilbage, indtil du har fornemmet ”spillereglerne” og stemningen ved jobsamtalen.
10. Ærlighed sælger
Hvis du svarer ærligt og udstråler ærlighed under jobsamtalen, så tæller det godt på plussiden – hvis du i øvrigt har været fornuftig at høre på. Så vær oprigtig og forsøg ikke at gætte på, hvilke svar der vil være taktisk klogest.



